Vores partner, Mads, har kigget i krystalkuglen for 2019 og frem. Han har set de trends og digitale fremskridt, der med høj sandsynlighed kommer til at ændre vores forbrugsvaner de kommende år.
Er der noget vi har glemt?
1. Oplevelser
Butikker og virksomheder skal sælge ”oplevelser” i deres butikker, ikke kun varer.
Det handler ikke kun om at sælge varer, men i høj grad om at skabe en relation mellem virksomhed og forbruger. Når folk deler oplevelser, afhænger det ikke af produktet, men af følelser. Tænk i showroom, hvor du kan tilbyde dine besøgende en oplevelse blandt dine produkter.
2. Internet Of Things
IOT eller Internet Of Things vil gøre shopping nemmere, billigere og mere tilgængeligt.
I dag er der over 11 mia. produkter tilsluttet internettet, herunder TV, højttalere, biler og meget mere. Alle disse produkter kan opsamle data om forbrugerens brug. Denne data vil kunne kortlægge dit forbrug, så dit køleskab kan huske dig på at købe mælk.
Næste skridt er skræddersyede reklamer, der rammer dig lige der hvor du er, med de produkter du er i nærheden af.
3. Chatrobotter
Facebooksider vil kunne opnå større brug af deres chatbots i messenger til at tage imod bestillinger og lignende. Der bliver udvekslet over 8 mia. beskeder mellem virksomheder og forbrugere på Facebook hver eneste måned! Det er primært i USA, at den funktion bruges i stor stil, men den vil vokse i Danmark også. Et setup mellem webshop, kunder der ”forlader kurven”, og en effektiv kommunikation på Facebook kan helt sikkert vinde en del kunder tilbage igen.
4. Robotter
Teknisk assistance fra robotter vil kunne løfte byrden fra overkommelige opgaver, så personalet kan koncentrere sig om god service og de bløde værdier. Det er allerede sat i gang i nogle brancher, hvor eks. robotter kan rådgive turister om lokale seværdigheder og restauranter.
5. Pop-up butikker/showrooms
Mange af de butikker, der er startet som online-butikker er begyndt at lave flagship stores eller showrooms, hvor man kan se produkter og bestille direkte til levering. I samme boldgade ser vi de helt store firmaer som f.eks. IKEA åbne små butikker med fokus på oplevelser og eksklusivitet.
6. Mobilen som betalingsmiddel
I dag er der allerede en stigende tendens til at betale med mobilen. Nu vil den mulighed også blive allemandseje online, hvor de fleste apps med mulighed for køb, vil være tilknyttet dit betalingskort. Især på de sociale medier, hvor virksomheder i dag præsenterer produkter vil være et gyldent marked.
7. Hverdagsindkøb på nettet
Det her vil nok blive den største omvæltning. Der er allerede i dag mange der nyder godt af Aarstiderne, nemlig.com og lignende måltidkasser og supermarkeder, men det marked vil blive meget større i fremtiden, spår eksperter.Tid er penge. Indkøb tager tid, tid der kan bruges bedre. Tid vil i fremtiden være vores vigtigste ressource, så det er kun naturligt at man vil spare tid ved at handle online og få sine indkøb leveret hjem eller pakket så man hurtigt kan tage det med fra supermarkedet på vej hjem. Smid leveringsdroner eller robotter i den ligning, så har du pludselig en meget effektiv forbrugercocktail.
8. Stemmestyring
Hvis man ikke er så skrap til teknologi, vil det være meget praktisk, hvis man blot kunne tale til sin computer eller mobiltelefon, når der skal handles. Det er ikke længere utopi. Det er uden tvivl en tendens, der vil stige i de kommende år.
9. Hurtigere levering
Forbrugere er blevet vant til hurtig levering. Faktisk viser undersøgelser at den forventede og accepterede ventetid for standardlevering er faldet fra 5,5 dage til 4,5 dage (USA-tal). Amazon Prime-kunder har max 2 dages levering som standard i USA. Det betyder, at din virksomhed bliver nødt til at have styr på levering. Jo hurtigere, des bedre.
10. Shopping som abonnement
Vælg din stil, smag, præference, størrelse, farve og lad os sende dig en pakke hver måned. Det er ikke kun indenfor måltidskasser og bogklubber, at tanken om at modtage pakker regelmæssigt er slået igennem. Hvis du kan krydre dit udvalg med mulighed for personlige oplevelser, vil du være langt foran konkurrenterne.
Protip: Omnichannel
Ja, vi har skrevet en del om begrebet, som også gennemsyrer vores måde at lave markedsføring på. Den fysiske butik skal være en del af helheden, hvor helheden skal tænkes digitalt, men med rod i den fysiske service. De to hænger sammen. Forbrugeren skal mødes med samme budskab, service, betingelser og følelse ligegyldigt hvor vedkommende møder jer.
Synes du, at vi mangler noget på listen, så prik til os.
Har du selv brug for ekspertise til vækst i din virksomhed, så kontakt os. Der er altid bønner på vores kaffemaskine samt friske øjne på jeres udfordringer.